Så er vi i gang!

1980'erne var skudt i gang, og foran os lå en spændende start. I sommeren 1980 besejrede Björn Borg John McEnroe i en episk finale og vandt dermed sin bemærkelsesværdige femte Wimbledon-titel i træk. I Sverige blev Internovator snart til Doro, og med den stadigt hårdere konkurrence på markedet for telefonsvarere var banen for alvor kridtet op til kamp!

Claes og Olle havde nu et voksende sortiment af "DORO"-telefonsvarere, et mærke, som deres leverandør i San Francisco havde skabt ud fra navnene på sine sønner, Donald og Robin. Der var også masser af konkurrence, især fra Esselte, Sveriges største leverandør af kontorartikler. Markedet for telefonsvarere voksede, og andre ville også have en bid af kagen. For at forenkle markedsføringen fortalte virksomheden markedet i slutningen af 1981, at "Vi har ændret navn fra Internovator AB til Doro AB, så nu har vi samme navn som vores telefonsvarere."  Men en navneændring kunne ikke forberede dem på det, der ventede.

Problemet med dollaren

For svenskernes vedkommende kostede en dollar 5,17 svenske kroner, og der var ingen grund til at tænke anderledes. Den havde ligget fast på den kurs fra 1950 til 1970 og blev endda trykt i skolernes lærebøger. I løbet af 1970'erne begyndte den dog gradvist at falde, og i 1980 kostede en dollar 4,23 svenske kroner.

Herefter startede problemerne. Dollaren begyndte at stige og skulle vise sig at fordoble sin værdi over de næste fire år. Som mange andre virksomheder var Doro uforberedt på det. Det betød, at virksomheden på et tidspunkt mere eller mindre faldt fra hinanden, og Claes' og Olles veje skiltes. Claes samlede resterne op og overtalte en medarbejder, Allan Mårtensson, til at træde ind som medejer. Doro var tilbage på banen.

I mellemtiden var MTV netop begyndt at ændre popkulturen, IBM havde lanceret sin første PC, og Nintendo var i færd med at gøre Pac-Man, Donkey Kong og Super Mario til de helt store hits. Udviklingen inden for mikroelektronik tog fart og skulle indlede en spændende ny æra.

Flere ben at stå på
Allerede før deres reboot havde Doro aktivt tilføjet andre typer produkter, herunder kopimaskiner og dikteringssystemer, for at have flere ben at stå på end blot telefonsvarere. De havde endda forsøgt at markedsføre et produkt ved navn TELENOTE, som kunne sende billeder af håndskrevne beskeder, der var skrevet på enhedens skriveplade.

"Et andet næsten glemt produkt, som jeg var særligt glad for, var 'Nummersenderen'," fortæller Claes og mindes den nyskabende automatiske opkaldsfunktion, som han var med til at udvikle. "Jeg havde udarbejdet en specifikation, som præcist fortalte, hvordan jeg ville have det til at fungere. Forestil dig f.eks., at du ringede til et nummer, og det var optaget. Du trykker bare på en knap, og enheden gemmer nummeret og ringer op igen én gang i minuttet, indtil nogen svarer. Den kunne huske op til 400 navne og numre og var en stor hjælp for folk, der brugte telefonen til salgsarbejde."

Doros var dog ikke den eneste enhed på markedet med automatisk opkaldsfunktion, men ifølge Claes og Allan kunne deres enhed gøre ting, som ingen andre kunne, f.eks. identificere en kontakt, så snart man begyndte at skrive de første bogstaver i et navn. Den var også designet af den legendariske industridesigner Carl-Arne Breger, der var kendt for at designe "Diavox", touch-tone-efterfølgeren til den almindelige telefon med drejeskive, som Televerket solgte.

Næste skridt, telefoner... endelig!
I midten af 1980'erne, hvor der skete en deregulering af telekommunikationsmarkedet andre steder, og udviklingen af telefoner og andet telekommunikationsudstyr gik hurtigt, var der pres på for at lade andre leverandører end Televerket sælge telefoner i Sverige. Endelig blev monopolet på fastnettelefoner afviklet i november 1985. I første omgang fik forbrugerne lov til at købe telefoner fra andre, men de fik ikke lov til at tilslutte dem til telefonnettet. Til sidst blev selv denne forhindring fjernet, og Doro solgte snart en række telefoner, som var produceret i Asien.

"For da vi først havde fået meldingen om, at vi ville få lov til at konkurrere med Televerkets fastnettelefoner," siger Claes, "rejste jeg til Taiwan og Hongkong sammen med en tekniker for at møde potentielle leverandører og fortælle dem, hvad vi var på udkig efter. Vi kunne få fat i flere modeller ret hurtigt, og inden længe havde vi femten forskellige modeller i forhold til Televerkets blot ene model."

Nyt ejerskab
I slutningen af årtiet solgte Doro også telefaxmaskiner og trådløse telefoner og var sammen med Philips de første til at komme ind på det nyligt etablerede PBX-marked. "Vores trådløse telefoner og omstillinger viste sig begge at være en stor forretning for Doro, da vi gik ind i 1990'erne," siger Allan.

Virksomheden voksede nu så hurtigt, at en udviklingsvirksomhed kontrolleret af familien Wallenberg viste interesse for at købe den. I stedet indvilligede Claes, Allan og en håndfuld medarbejdere, som var blevet minoritetsejere, i 1990 i at sælge alt til konglomeratet Midway Holding med den velrenommerede iværksætter og erhvervsmand Sten K Johnson i spidsen.

Kort tid efter skete der tre ting, som skulle vise sig at have stor betydning for Doro. Men det er en helt anden historie.